Nordsjællands Politi: Seneste nyt fra Humlebæk - tirsdag den 6. juli

Profilbillede
dato

Humlebæk er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Brand i lystbåd, Rungsted Kyst

Klokken 07.48 indløb der anmeldelse om, at der var brand i en lystbåd ved Rungsted Havn. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor der kunne konstateres røgudvikling samt brand i bådens motorrum. Brandvæsnet påbegyndte slukningsarbejdet, og branden var endeligt slukket klokken 08.24. 

Ingen kom til skade i forbindelse med branden, som formodes at være opstået grundet en selvantændelse i bådens el-system.

 

Tyveri fra varebil, Hundested

Fra en varebil, som holdt parkeret ved Hundested Havn blev der mellem søndag klokken 14.00 og mandag klokken 09.00 stjålet elektrisk værktøj. Den ukendte gerningsperson skaffede sig adgang til varebilen ved at knuste højre forreste sidevindue.

 

Indbrud i forretning, Hillerød

Mellem søndag klokken 14.30 og mandag klokken 09.30 tiltvang en ukendt gerningsperson sig adgang til en forretning på Helsingørsgade ved at opbryde et vindue.  På tidspunktet for døgnrapportens udgivelse foreligger der endnu ingen oplysninger om eventuelle stjålne genstande.

 

Forsøg på indbrud i virksomhed, Frederikssund

Mellem fredag klokken 23.00 og mandag klokken 10.15 forsøgte en ukendt gerningsperson at bryde ind i en virksomhed på Elsebakken. Her var 15 forskellige tagvinduer forsøgt opbrudt, men det var ikke lykkedes gerningspersonen at tiltvinge sig adgang.

 

Målrettet færdselsindsats, Jægerspris

I forbindelse med en målrettet færdselsindsats mod kørsel i påvirket tilstand var Nordsjællands Politi mandag formiddag til stede i krydset ved Solbakkevej og Kyndbyvej. Her blev 12 køretøjer standset, men glædeligvis var der ikke grundlag for at foretage sigtelser i den forbindelse.

 

Tyveri af fyringsolie, Ølstykke

Mellem fredag klokken 20.00 og mandag klokken 11.00 stjal en ukendt gerningsperson fyringsolie fra en tank, som stod ved siden af en cafe på Skatskærvej. Den ukendte gerningsperson skaffede sig adgang til olien ved at opbryde tanken med et ukendt værktøj. 

 

Batteri stjålet fra el-cykel, Charlottenlund

Mellem klokken 07.00 og 13.49 stjal en ukendt gerningsperson batteriet fra en el-cykel, som i gerningstidsrummet stod parkeret på Lindegårdsvej. 

 

Fremmed mand henvendte sig til dreng, Fredensborg

På vegne af en 11-årig dreng fra Fredensborg blev det klokken 14.15 anmeldt, at drengen klokken 09.30 havde siddet på en bænk på Benediktevej, da en fremmed mand havde sat sig ved siden af og henvendt sig til ham. Den fremmede mand spurgte ind til drengens interesser og efter at have introduceret sig selv som børnefotograf, spurgte han, om han måtte tage et billede af drengen. Det afviste drengen dog, og manden forlod derefter stedet. På tidspunktet for døgnrapportens udgivelse foreligger der endnu ikke signalement af manden. Nordsjællands Politi vil gerne i kontakt med ham med henblik på at fastslå årsagen til, at han henvendte sig til drengen.

 

Kunne ikke redegøre for varerum fuld af kaffekapsler, Gentofte

En patrulje standsede klokken 14.30 en udenlandsk varebil på Gentoftegade. Her fik de en snak med føreren, en 21-årig udenlandsk mand, og da patruljen studsede over hans forklaring på, hvorfor han befandt sig i området, bad de ham om at åbne ind til varerummet, så de kunne undersøge varebilens indhold.

Bilens varerum viste sig at være fyldt med kasser, som indeholdt et mistænkeligt stort antal kaffekapsler, og den 21-årige kunne ej heller redegøre for besiddelsen deraf. Patruljen undersøgte derfor forholdet nærmere, og da noget kunne tyde på, at kapslerne var tilegnet via databedrageri, blev den 21-årige anholdt og sigtet for dette. Han blev derefter taget med på politistationen, og han skal nu fremstilles i grundlovsfør ved Retten i Lyngby tirsdag klokken 13.00.

 

Kørsel uden førerret, Græsted og Hillerød

En 57-årig mandlig bilist fra Græsted blev klokken 15.07 standset af en patrulje på Frederiksværksvej i Græsted. Her blev han bedt om at fremvise et gyldigt kørekort, hvilket han dog ikke kunne efterkomme, idet han ikke havde generhvervet dette. Han blev derfor sigtet for at køre bil på trods af dette.

Også på Gl. Holmegårdsvej i Hillerød blev en bilist standset og bedt om at fremvise et gyldigt kørekort. Det drejede sig her om en 50-årig mand fra Hillerød, og da han heller ikke havde generhvervet sit kørekort, blev han også sigtet for kørsel uden førerret.

 

Blufærdighedskrænkelse, Nivå

Klokken 16.32 blev det anmeldt, at en mand skulle have blottet sig og onaneret foran en kvinde og hendes børn ved Nivå Strandpark.

En patrulje blev sendt til stedet, men manden blev ikke udfundet.

Han beskrives som: Mand, i 40’erne, iført kasket, turkis t-shirt og rødlig skuldertaske.

Tyveri af taske, Nivå

Også klokken 17.12 blev der anmeldt en hændelse fra Nivå Strandpark, idet det blev anmeldt, at der omkring klokken 14.00 var blevet stjålet en rygsæk indeholdende blandt andet en iPhone og et sæt AirPods. Rygsækken var blevet stjålet, imens ejeren havde været en tur i vandet, på trods af at rygsækken var blevet hengemt under et håndklæde.

Kørsel uden førerret, Helsinge

Klokken 17.12 blev en 62-årig mandlig bilist fra Helsinge standset og kontrolleret på Vestergade. Her viste det sig, at manden ikke besad retten til at føre bil, hvorfor han blev sigtet for at gøre dette alligevel. Da det samtidig var tredje gang, at manden blev sigtet for dette, blev bilen beslaglagt med henblik på konfiskation.

Kørsel uden førerret, Skibby

Klokken 19.25 blev en 46-årig mandlig bilist fra Skibby standset og kontrolleret på Nordvejen. Her viste det sig, at manden ikke besad retten til at føre bil, hvorfor han blev sigtet for at gøre dette alligevel. Han fik ligeledes alkometeret til at slå ud over det tilladte, hvorfor han blev sigtet for spirituskørsel. En blodprøve skal nu fastslå den eventuelle promille.

Kørsel i påvirket tilstand, Humlebæk

Klokken 19.44 blev en 21-årig kvindelig bilist fra Nivå standset og kontrolleret på Fredensborgvej. Her fik hun narkometeret til at slå ud, hvorfor hun blev sigtet for kørsel i påvirket tilstand og taget med til udtagning af blodprøve, der skal fastslå den eventuelle grad af påvirkning. På hendes person blev der desuden fundet en joint, hvorfor hun også blev sigtet for at have været i besiddelse af en mindre mængde hash.

Forsøg på brandstiftelse, Hillerød

Klokken 20.02 blev det anmeldt, at to mænd hældte benzin på en knallert på Fredskovhellet, hvorefter de forsøgte at sætte ild til den.

Politiet blev sendt til stedet, hvor to mænd på henholdsvis 20 og 21 år, begge fra Hillerød, blev løbet op og anholdt. De blev i første omgang sigtet for forsætlig brandstiftelse, taget med til politistationen, afhørt, og dernæst løsladt til gaden. 

Den 21-årige blev desuden sigtet for overtrædelse af knivloven, idet han havde en hobbykniv på sig, ligesom han blev sigtet for at have været i besiddelse af en mindre mængde hash.

Knallerten viste sig desuden at være stjålet, og Nordsjællands Politi skal nu stykke sagen sammen med henblik på at vurdere, hvor stor en andel de to mænd hver især har i tyveriet af knallerten.

Kørsel uden førerret, Ølstykke

Klokken 20.42 blev en 22-årig mandlig bilist fra Helsinge standset og kontrolleret på Frederikssundsvej. Her viste det sig, at manden ikke besad retten til at føre bil, hvorfor han blev sigtet for at gøre dette alligevel. 

Blufærdighedskrænkelse, Hørsholm

Klokken 20.56 blev det anmeldt, at der sad en mand og onanerede i et busstoppested i begyndelsen af Usserød Kongevej, men at manden stoppede sit forehavende, imens anmelderen var i kontakt med politiet. Manden tog derefter bussen mod Nivå Station.

Nordsjællands Politi kørte til Nivå Station, hvor en 72-årig mand fra Nivå passende til det afgivne signalement blev truffet. 

Manden erkendte de faktiske omstændigheder, hvorfor han blev sigtet for blufærdighedskrænkelse ved blotteri.

Der er umiddelbart ikke det store sammenfald imellem signalementerne afgivet ved henholdsvis anmeldelsen modtaget mandag klokken 16.32 angående blufærdighedskrænkelsen på Nivå Strandpark og denne hændelse.

Brand, Ølstykke

Klokken 21.22 blev det anmeldt, at det brændte i et skur nær SFO’en på Skelbækvej. Politi og brandvæsen blev sendt til stedet, hvor sidstnævnte fik slukket ilden. Ifølge brandvæsnet var branden umiddelbart opstået inde i skuret, og det tydede ikke på, at den var påsat.

Blufærdighedskrænkelse, Humlebæk

Klokken 21.45 anmeldte en mor på vegne af sin 14-årige datter og nogle af datterens veninder, at de klokken 20.45 var cyklet på et stisystem nær Baunebjergskolen i retning mod Humlebæk Station, da en mand kom gående på samme stisystem i retning mod dem. På et tidspunkt tog manden sin ene hånd ned i bukserne og begyndte at røre ved sin penis, hvorefter han løb ind til siden og forsøgte at gemme sig i en hæk. Da pigerne passerede den del af hækken, hvor manden stod, så de, at han havde taget bukserne ned, og at han stod og onanerede.

Han beskrives som: mand, mellemøstlig af udseende, 20-25 år gammel, almindelig af bygning, 175-180 cm høj, brun i huden, med brunt/sort kort hår. Var iført en rød kasket, hvid t-shirt og sorte shorts. 

Hærværk, Kgs. Lyngby

Klokken 05.09 blev det anmeldt, at skærmen på en hæveautomat på Jernbanepladsen var blevet smadret med en bushammer.

Politiet blev sendt til stedet, hvor en 21-årig mand fra Gentofte blev antruffet og sigtet for forholdet. Umiddelbart havde maskinen slugt mandens hævekort, hvilket havde irritereret den 21-årige nok til, at han valgte at smadre skærmen med en bushammer.

Den 21-årige blev derfor ikke sigtet for at have forsøgt at berige sig selv med sin handling, men derimod sigtet for hærværk. 

Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Nordsjællands Politi.
Kilde: Nordsjællands Politi