BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Drømmer du om et job, hvor du er limen, der får min hverdag til at hænge sammen samtidig med, at du har mulighed for at holde fri hver 3. uge? Så er det dig, jeg søger!
Jeg er en kvinde midt i 40’erne, som på grund af medfødt fysisk handicap har brug for praktisk hjælp i stort set alle mine vågne timer. Derfor er jeg netop blevet tilkendt en BPA-ordning og leder med lys og lygte efter hjælpere og afløsere til mit team.
Kort om mig
Jeg bor sammen med min mand og min servicehund i skønne Humlebæk et stenkast fra skov, strand og mark. Desuden er der let adgang til både Kystbanen og Helsingørmotorvejen.
Min grundlæggende indstilling til tilværelsen er, at de fleste udfordringer kan løses med lige dele af positivitet, kommunikation og en god kop kaffe.
Jeg sætter stor pris på at indgå i relationer til andre mennesker, hvad enten det er i mit job som rådgiver og formidler i en patientforening eller sammen med familie og venner. Jeg har imidlertid også stort behov for at koble af og lade op med kreative aktiviteter.
Kort om jobbet
Jeg er el-kørestolsbruger, men har ståfunktion. Forflytninger foregår således med let personstøtte, men jeg er åben for at anskaffe hjælpemidler, når/hvis dette bliver nødvendigt.
Jobbet består kort sagt i at være mine arme og ben. Det betyder, at jeg har brug for assistance til personlig hygiejne samt af- og påklædning, praktiske gøremål som tøjvask, rengøring, indkøb, madlavning og lettere havearbejde. Endelig har jeg behov for ledsagelse ud af huset, hvad enten jeg skal på job, shoppetur eller ud i kulturlivet.
Jeg søger 2 to hjælpere til at indgå i et team på 3 faste hjælpere. Den ene stilling indeholder i gennemsnit 10 vagter pr mnd (ca. 24 timer pr uge). Den anden stilling indeholder i gennemsnit 9 vagter pr mnd (ca. 21 timer pr uge).
Vagterne på hverdage er af 11 timers varighed og ligger som hovedregel fra 8.00 - 19.00.
Vagterne i weekender og på helligdage er af 8,5 timers varighed som udgangspunkt fra 8.00-16.30.
Vagterne dækker alle årets dage – også weekender og helligdage.
Der kan på sigt blive tale om, at vagterne forlænges med ½ time.
Vagterne kører som udgangspunkt i faste rul med mulighed for fleksibilitet.
LOBPA varetager arbejdsgiveransvaret
Ansættelsessamtaler: løbende
Tiltrædelse: hurtigst muligt
Kort om dig
Eneste ufravigelige krav er, at du har almindeligt kørekort og har mod på at køre en nyere Ford transit med automatgear.
Herud over værdsætter jeg, at du er bevidst om, at din arbejdsindsats har afgørende betydning for at jeg kan leve et selvstændigt og meningsfuldt liv. Derfor er det også en stor fordel, hvis du:
- er en teamplayer, der er indstillet på at være fleksibel over for mig og dine kollegaer, når situationen kræver det.
- har en god situationsfornemmelse.
- forstår at underholde dig selv, når jeg ikke har brug for hjælp - uanset om vi er ude eller hjemme.
Det er absolut ikke et krav, at du tidligere har arbejdet som hjælper eller indenfor lignende områder, da oplæring finder sted i forbindelse med ansættelse.
For yderligere information om jobbet se filmen De Urørlige eller kontakt mig på mail mettenyrup@gmail.com eller pr sms på 6167 1107.
Motiveret ansøgning sendes til mettenyrup@gmail.com
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Fredensborg Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
LOBPA, Blekinge Boulevard, 2630 Taastrup
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 18-10-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Via e-mail: mettenyrup@gmail.com
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5895391