Humlebæk er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Tyveri fra personbil, Nivå
Klokken 07.33 blev det anmeldt, at der imellem tirsdag klokken 20.30 og onsdag klokken 07.00 var blevet stjålet navigationsanlæg samt lidt løsøre fra en VW personbil, der havde holdt parkeret på Smedebakken. Samme type anmeldelse indløb klokken 07.37. Her var navigationsanlægget også blevet stjålet fra en VW personbil, der havde holdt parkeret på Nivåvænge fra tirsdag klokken 18.00 til onsdag klokken 07.15.
Igen klokken 08.09 modtog Nordsjællands Politi anmeldelse om et stjålet navigationsanlæg fra en VW personbil, der havde holdt i Nivå. I dette tilfælde havde bilen holdt på Solhøj imellem tirsdag klokken 23.50 og onsdag klokken 07.50.
Klokken 09.03 indløb anmeldelsen så fra Solbakken, hvor to VW personbiler imellem tirsdag klokken 23.00 og onsdag klokken 09.00 havde fået stjålet deres navigationsanlæg. Klokken 09.07 blev det anmeldt, at en VW personbil, der havde holdt på en fælles p-plads på Åtoften havde fået stjålet navigationsanlægget imellem tirsdag klokken 16.00 og onsdag klokken 09.00.
Samme type anmeldelse fra samme p-plads indløb klokken 09.55 og igen klokken 10.02. Klokken 10.56 indløb der to anmeldelser mere om tyveri af navigationsanlæg fra VW personbiler i Nivå. De to anmeldelser vedrørte begge biler, der havde holdt parkeret på en p-plads på Åvej.
Tyveri fra personbil, Frederikssund
Klokken 08.33 blev det anmeldt, at to videoskærme til bagsiden af forsædernes nakkestøtter samt en taske med en pc i var blevet stjålet fra en personbil, der havde holdt parkeret på Græse Strandvej imellem tirsdag klokken 23.30 og onsdag klokken 06.30.
Tyveri fra lomme, Nærum
Klokken 12.25 anmeldte en 87-årig kvinde fra Nærum, at hun omkring klokken 12.00 havde fået stjålet sin pung fra sin taske, da hun gik ud af Meny. De formodede gerningspersoner beskrives af anmelder som udenlandske af udseende, midaldrende mænd. Begge var iført mundbind.
Hærværk, Skævinge
Klokken 12.40 blev det anmeldt, at ukendte gerningspersoner havde forsøgt at save et træ over, der stod på en legeplads på Nygade. Gerningstidspunktet var ukendt, men det var sket inden for de seneste par uger.
Færdselsuheld, Kgs. Lyngby
Klokken 15.29 blev det anmeldt, at der var sket et færdselsuheld midt i et kryds på Kongevejen, hvor to personbiler var stødt sammen. Politi, brandvæsen og ambulance blev sendt til stedet, hvor personalet i sidstnævnte kunne konstatere, at der umiddelbart ikke sket nogen personskade. Begge biler kørte ind til siden kort efter, og trafikken kunne igen glide videre.
Færdselsuheld, Nærum
En 43-årig kvindelig bilist fra Espergærde kørte klokken 17.19 ad Helsingørmotorvejen i nordgående retning, da hun blev påkørt bagfra af en anden bilist, part 1. Dette medførte, at kvinden påkørte en 59-årig mandlig lastbilschauffør, hvorefter hun påkørte autoværnet og blev holdende i nødsporet. Her kørte part 1 i første omgang også ind til, men kørte kort derefter igen fra stedet uden at give sig til kende.
Der skete ikke umiddelbart større personskade ved uheldet, men den kvindelige bilist blev for en sikkerheds skyld kørt med ambulance til tjek på hospitalet.
Mand og kvinde bedt om at forlade tog, Espergærde
Klokken 17.39 indløb der anmeldelse om, at to personer med deres adfærd var til gene for de øvrige passagerer i et kystbanetog. En patrulje kørte til Espergærde Station, hvor toget standsede, og her blev de to personer, en 37-årig mand fra København og en 35-årig kvinde fra København, truffet. De blev bedt om at forlade toget, så det kunne køre videre, og herefter fik patruljen en adfærdsregulerende samtale med manden og kvinden.
Tyveri fra personbil, Nivå
Mellem tirsdag klokken 15.00 og onsdag klokken 19.00 blev der stjålet airbags og navigationsudstyr fra en Volkswagen, som holdt parkeret på Nivåvænge.
Brand i kælder, Virum
Klokken 19.48 blev det anmeldt, at der var opstået en mindre brand i en kælder på Frederiksdalsvej. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor slukningsarbejdet blev igangsat, så branden ikke nåede at sprede sig til resten af bygningen. Branden opstod formentlig i et el-skab.
Røg i lejlighed, Værløse
Der indløb klokken 20.08 anmeldelse om, at der sivende røg fra en lejlighed på Skovgården. Patruljer kørte til stedet for at undersøge forholdet nærmere. Der kunne lugtes røg fra lejligheden, og en person kunne ses opholde sig i lejligheden. En patrulje måtte derfor sparke døren ind, hvorefter lejlighedsbeboeren, en 92-årig mand, blev hjulpet ud. Han blev kørt med ambulance til hospitalet til behandling for mulig røgforgiftning. Røgen stammede fra en gryde på et tændt komfur.
Brand i køretøj, Humlebæk
Klokken 21.00 indløb der anmeldelse om, at der var brand i en bil på Helsingørmotorvejen i nordgående retning nord for afkørsel 5. En patrulje kørte til stedet, hvor motorvejen måtte afspærres grundet røgfanen, som spredte sig hen over vejen. Køretøjet udbrændte, og branden opstod formentlig i bilens motorrum.
Vold, Hillerød
En borger anmeldte klokken 21.05, at hun kort forinden havde været vidne til, at to mænd havde passet en gruppe på fire unge op på Nordre Jernbanevej. Den ene mand tog kvælertag på en af de unge, en 13-årig dreng fra Hillerød, og pressede ham op ad en væg, mens han truede ham. Den kvindelige borger henvendte sig til mændene og spurgte, hvad der foregik, hvorefter de løb fra stedet i ukendt retning.
Patruljer kørte til stedet for blandt andet at foretage afhøring af vidner og den forurettede. På baggrund af oplysninger i sagen har Nordsjællands Politi en formodning om, hvem gerningspersonerne er.
Tyveri af taske, Charlottenlund
En 77-årig kvinde fra Charlottenlund anmeldte klokken 22.04, at hun havde fået stjålet sin taske omkring klokken 19, mens hun handlede i Meny på Ordrupvej. Tasken indeholdt blandt andet en telefon og en pung med diverse kort i.
Kørte galt i påvirket tilstand, Hillerød
En 51-årig mandlig bilist fra Helsinge kørte klokke 22.36 ad Roskildevej i østlig retning, da han påkørte en 49-årig mandlig bilist fra Ølstykke. Patruljer kørte til stedet, hvor den 49-årige bilist blev afhentet af en ambulance og kørt til behandling på hospitalet grundet lettere tilskadekomst. Det blev vurderet, at den 51-årige bilist formentlig havde kørt bil med en promille over det tilladte, og et alkometer bekræftede dette. Han blev derfor anholdt og sigtet for spirituskørsel. Der venter nu svar på en blodprøve, som præcist skal fastslå den 51-åriges eventuelle promillegrad.
Indbrud i guldsmedeforretning, Farum
Klokken 05.40 indløb der anmeldelse om et muligt indbrud i øjeblikket i en guldsmedeforretning på Farum Bytorv. Patruljer kørte til stedet, hvor det kunne konstateres, at nogle ukendte gerningspersoner havde skaffet sig adgang til forretningen ved at skære et gitter over. Gerningspersonerne befandt sig ikke længere på stedet, og de var heller ikke mulige at udfinde ved rundering i området. Der forligger ikke yderligere oplysninger om sagen på tidspunktet for døgnrapportens udgivelse.
Færdselsuheld, Hellerup
På Bernstorffsvej skete der klokken 06.49 et solofærdselsuheld, da en bilist at ukendte årsager påkørte en parkeret bil. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor den ene vognbane en overgang var spærret grundet bilens placering samt et mindre oliespild. Der skete ikke umiddelbart større personskade i forbindelse med uheldet. På tidspunktet for døgnrapportens udgivelse foreligger der endnu ikke oplysninger om bilistens alder og bopælskommune.