Døgnrapporten i Humlebæk: tirsdag den 5. oktober

Profilbillede
dato

Humlebæk er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Cyklist kom alvorligt til skade ved påkørsel, Stenløse

En 65-årig mand kom ved 07-tiden mandag morgen alvorligt til skade, da han kolliderede med en bil på Bundsvej. Den 65-årige, som kørte på en el-cykel, ville krydse vejen og blev i den forbindelse ramt af en bagfrakommende bil, der blev ført af en 24-årig mand fra Slangerup. Den 65-årige blev kørt til hospitalet med eskorte og Bundsvej samt de nærliggende side- og tilkørselsveje var spærret, mens politi- og redningsfolk samt en bilinspektør arbejdede på stedet.

Dæk stjålet fra bil, Værløse

Fire dæk er mellem søndag eftermiddag og mandag morgen klokken 07.05 stjålet fra en Audi, som holdt på Gyvelvej. Tyvene har sat bilen op på en donkraft og nogle brosten i forbindelse med tyveriet.

Navigationsanlæg og vin stjålet, Smørum

Fra en bil, som holdt på Lyngkær, er der mellem søndag aften og mandag morgen klokken 07.20 stjålet et navigationsanlæg, en radio samt flere kasser vin. Tyven har boret låsen i en af bildørene ud.

Gasledning gravet over, Humlebæk

Mandag morgen klokken 07.42 blev en gasleding på Gl. Strandvej revet over i forbindelse med en nedgravning til fibernet. Flere beboere i nærheden blev for en sikkerheds skyld evakueret, mens andre blev instrueret i at blive inden døre indtil der blev lukket for gassen og ledningen kunne repareres.

 

Rat og navigation stjålet, Frederikssund

Et rat, navigation samt frontpanel er mellem søndag aften og mandag morgen klokken 07.45 blevet stjålet fra en BMW, som holdt på Vangedevej. Tyven har knust en rude fro at skaffe sig adgang til bilen.

 

Fælge stjålet, Ølstykke

Flere autofælge, en motor og en gearkasse er blevet stjålet fra Hassellund Autogenbrug på Tinghøjvej. Tyveriet blev anmeldt mandag morgen klokken 08.33 og tyvene har skaffet sig adgang ved at bryde igennem et hegn på stedet.

 

Kørte uden kørekort, Charlottenlund

Mandag formiddag klokken 09.25 blev en 18-årig mand fra Randers standset på Femvejen. Her blev han sigtet for kørsel uden førerret, da han ikke havde noget kørekort.

 

Mand sigtet for spirituskørsel, Frederiksværk

En 72-årig mand fra Frederiksværk blev mandag formiddag klokken 11.55 standset, da han kom kørende på knallert ad Havnevej. Her viste en alkometertest, at han promille var højere end den tilladte, og han blev derfor sigtet for spirituskørsel og taget med på hospitalet, hvor han fik taget en blodprøve. Blodprøven skal fastlægge mandens nøjagtige promille til brug for den videre behandling af sagen.

 

Brillestel stjålet, Kgs. Lyngby

Mandag eftermiddag klokken 13.12 blev det anmeldt, at der lørdag mellem klokken 12.55 og 13.05 var blevet stjålet tre brillestel fra Synoptik på Lyngby Hovedgade. Den formodede tyv beskrives som en mand 180 cm høj, almindelig af bygning, lys i huden med brunt kort hår. Iført briller, jeans, mørk jakke og blå sko og medbringende en pose med påskriften ”Kaufmann”.

 

Hærværk mod biler, Kokkedal

To biler, som holdt på Løvbjerggårdsvej, er mellem søndag aften og mandag formiddag blevet udsat for hærværk, idet bilernes bagruder er blevet knust. Hærværket blev anmeldt klokken 13.24 mandag eftermiddag.

 

Hærværk og graffiti, Dyssegård

Mellem lørdag aften og mandag morgen er der begået hærværk mod et cykelskur samt nogle cykler ved Munkegårdsskolen. Der er malet graffiti på cykelskuret og to cykler er blevet smidt ned i en lysskakt.

 

Tyveri fra personbil, Hørsholm

Mellem klokken 13.00 og 15.45 blev der fra en personbil, som holdt parkeret på Hørsholm Kongevej stjålet en rygsæk indeholdende diverse digitale redskaber. Indstigning i bilen var sket ved rudeknusning. 

 

Endnu en anmeldelse berettede om, at også en anden personbil, som havde holdt parkeret på en rasteplads nærved havde fået knust ruden. Herfra var der stjålet en taske indeholdende diverse personlige kort samt en computer. Dette forhold var sket mellem klokken 13.00 og 15.30.

 

Grundet sammenfald i gerningstidspunkt og –sted formodes det, at gerningspersonen i begge tilfælde er den samme.

 

Mand ringede og stillede mistænkelige spørgsmål, Hillerød

En 63-årig mand fra Hillerød anmeldte klokken 16.22, at han klokken 12.46 var blevet ringet op af en ukendt mand, som udgav sig for at være i gang med at lave en brugerundersøgelse om indbrud. Herefter stillede den ukendte mand flere spørgsmål til, om den 63-årige havde indbrudssikret sit hjem. Den 63-årige mand blev mistænksom over spørgsmålene og konfronterede den ukendte mand med dette, hvorefter samtalen blev afsluttet. Ved et efterfølgende opkald til nummeret kunne det konstateres, at dette ikke længere var i brug, hvorfor der formentlig var tale om et forsøg på at lokke oplysninger ud af den 63-årige mand.

 

Såfremt borgere oplever at blive ringet op af personer, som oplyser tilsvarende årsager til opkaldet, opfordrer Nordsjællands Politi til, at borgerne selv ringer til den virksomhed, der refereres til, for at få opkaldet verificeret. Her er det vigtigt, at borgerne selv finder virksomhedens hovednummer og ikke ringer til et nummer oplyst af personen i telefonen eller til det nummer, der ringes fra. Derudover opfordres borgerne generelt til ikke at udlevere informationer om indbrudssikring i eget hjem til ukendte personer.

 

Butikstyveri, Kgs. Lyngby

Klokken 16.28 blev det anmeldt, at en kvinde blev tilbageholdt i Magasin, da hun havde stjålet varer fra stormagasinet. Kvinden havde taget flere skønhedsprodukter og et krøllejern med ind i et prøverum og derefter var kommet ud uden dem i hænderne. Hun blev efterfølgende tilbageholdt af en vagt, og det viste sig, at kvinden havde puttet varerne i sin taske og havde forladt stedet uden at betale. En patrulje kørte til stormagasinet, hvor de traf kvinden, en 35-årig fra Helsingør, og hun blev anholdt og sigtet for butikstyveri.

 

Tyveri fra personbil, Kgs. Lyngby

Klokken 17.22 blev det anmeldte, at der var blevet stjålet en taske indeholdende hævekort og diverse andre personlige kort fra en bil, som havde stået parkeret på Nybrovej mellem klokken 13.50 og 14.10. Indstigningen var sket ved rudeknusning.

 

Der foreligger ikke signalement af gerningspersonen, men en lille sort bil blev set køre fra stedet i høj fart.

 

Pung stjålet i supermarked, Helsingør

En 83-årig kvinde anmeldte klokken 17.43, at hun tidligere på dagen havde fået stjålet sin pung, mens hun handlede. Kvinden havde mellem klokken 11.45 og 12.15 befundet sig i Lidl på Birkedalsvej, og hun havde imens haft sin taske stående på sin rollator. Da kvinden skulle betale, opdagede hun, at hendes pung, som indeholdt diverse kort og kontanter, var blevet stjålet fra tasken. 

 

Mand udsat for vold, Gentofte

Der indløb klokken 17.50 anmeldelse om, at en 44-årig mand fra København var blevet udsat for vold på Brogårdsvej nær krydset ved Lyngbyvej. Manden var blevet uvenner med nogle personer, som han traf på stedet, og dette medførte, at en af personerne tildelte ham et knytnæveslag og en skalle i ansigtet. Herefter kørte gerningspersonen og de andre fra stedet i bil.

 

På baggrund af vidneforklaringer har Nordsjællands Politi en formodning om, hvem gerningspersonen kan være.

 

Mand sigtet for blufærdighedskrænkelse, Frederikssund

Klokken 19.15 indløb der anmeldelse om, at en mand gjorde tilnærmelser til en ukendt kvinde på Frederikssund Station ved at spørge hende, om hun ville se hans penis. En 24-årig kvinde fra Ølstykke bad manden gå væk, hvilket resulterede i, at han talte uanstændigt til hende og kaldte hende ukvemsord. En patrulje kørte til stedet, hvor de traf en 34-årig mand fra Frederiksberg, og han blev af patruljen anholdt og sigtet for blufærdighedskrænkelse ved verbal uanstændighed. Han blev derudover også sigtet for blufærdighedskrænkelse ved blotteri, da han formodedes at være identisk med den mand, som en 45-årig kvinde fra Frederikssund tidligere på aftenen havde set stå og onanere i krydset ved Odinsvej og Heimdalsvej.

 

Det blev efterfølgende vurderet, at manden skulle overdrages til sundhedsvæsnet.

 

Kørte narkokørsel og oplyste falsk personnummer, Helsingør

På Unnasvej i krydset ved Montebello Alle standsede en patrulje klokken 22.30 en 43-årig mandlig bilist fra Helsingør. Et narkometer viste, at han formentlig havde kørt bil under påvirkning af euforiserende stoffer, og han blev derfor anholdt og sigtet for narkokørsel. Da han i første omgang oplyste et falsk personnummer til patruljen, blev han også sigtet for dette, da hans rigtige identitet var blevet fastslået, ligesom han blev sigtet for at kørsel uden førerret, da han ikke havde generhvervet denne efter at have fået den frakendt. 

 

Klokken 03.55 blev den 43-årige bilist standset af patruljen igen, denne gang på Rønnebær Alle. Her blev han endnu en gang anholdt og sigtet for narkokørsel, idet han formentlig igen havde ført bilen under påvirkning af euforiserende stoffer. Han blev ved visitation fundet i besiddelse af en mindre mængde hash, hvilket han også blev sigtet for, ligesom han igen blev sigtet for kørsel uden førerret. 

 

Efter begge hændelser blev manden transporteret til hospitalet, hvor der blev udtaget blodprøver med henblik på at fastslå de præcise omstændigheder omkring hans eventuelle narkopåvirkning.

 

Tyveri fra personbil, Slangerup og Ølstykke

Mellem torsdag klokken 17.00 og mandag klokken 20.00 blev en personbil stjålet, mens den stod parkeret på Roskildevej i Slangerup. Bilen blev efterfølgende fundet på Langdyssevej i Ølstykke, hvor alle fire døre, alle sæder samt andet inventar var blevet stjålet.

 

Indbrud i kirke, Frederikssund

Der indløb klokken 02.11 anmeldelse om, at der havde været indbrud i Græse Kirkes materielgård, idet en ukendt gerningsperson havde aflistet en rude i bygningen. Gerningspersonen befandt sig ikke længere på stedet og var formentlig blevet afbrudt i sit foretagende, idet der ikke var tegn på indstigning. Der var derfor heller ikke umiddelbart stjålet noget fra materielgården.

 

Brand i container, Ølstykke

Klokken 03.20 indløb der anmeldelse om, at der var brand i en container på parkeringspladsen ved Ølstykke Svømmehal. Politi og brandvæsen kørte dertil, og ilden blev hurtigt slukket.

 

På tidspunktet for døgnrapportens udgivelse er brandårsagen endnu ukendt.

 

Indbrudsoversigten udgår i dag

Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Nordsjællands Politi.
Kilde: Nordsjællands Politi